Spring menu over

Praktisk info

Om madservice til hjemmeboende

1 Hvad koster det?

Det er din kommune som opkræver betalingen for maden, du kan se den aktuelle pris for maden på kommunens hjemmeside, følg links herunder. Du kan også ringe til kommunen, bed om at tale med opkrævningen.

Bemærk: Når du får mad fra køkkenet får du tilsendt regningen 2 måneder bagud, dvs. hvis du får leveret mad i starten af januar, betaler du først for den i starten af marts.

2 Hvordan bliver jeg tilmeldt madordningen?

Hvis du (eller et nært familiemedlem) ikke længere selv kan stå for madlavningen derhjemme, skal du ringe til din kommune og bede om hjælp. Herefter beslutter kommunen, om du kan blive tilmeldt madordningen.  

3 Hvordan bestiller (og afbestiller) jeg maden?

Du får udleveret menuplaner for 4 uger ad gangen, 1 ark for hver uge. Du udfylder menuplanerne ved at sætte kryds ved de retter du vil bestille (mindst 4 hovedretter pr. uge). Husk at det antal krydser du sætter = det antal retter du får.

Aflevér alle menuplanerne til chaufføren på én gang.

Hvis du IKKE udfylder menuplanerne, vælger vi retterne for dig, så du er sikker på at få mad hver uge.

Afbestilling

Du kan afbestille madleveringen senest 1 dag før levering inden kl. 11. Får du f.eks. leveret mad om torsdagen, skal du afbestille senest onsdag kl. 11, ved at ringe til køkkenet på tlf. 7232 2600

4 Hvordan foregår leveringen af maden?

Levering

Hver uge, på samme dag og nogenlunde samme tidspunkt, får du maden leveret til døren af en fast chauffør. Hvis du ikke selv kan lukke op, er det muligt at blive tilknyttet en Nøgleboks-ordning samt hjælp til at sætte maden på plads.

Maden, du modtager, skal straks sættes i køleskabet ved højst 5 °C.  Husk at tjekke, at du har fået alt på følgesedlen.

NB. Hvis du IKKE er hjemme

Hvis du IKKE er hjemme på leveringstidspunktet, vil chaufføren forsøge at ringe og lave en anden aftale. Vi må IKKE stille maden udenfor, den SKAL være på køl uafbrudt. 

Chaufføren tager maden med sig igen, og vi vil prøve at lave en aftale om levering på et senere tidspunkt. BEMÆRK: Det koster 80 kr, hvis vi skal køre ud til dig igen.

Du kan også selv hente maden i Køkkenet, Lokesvej 12, 3400 Hillerød, hvis du ringer (tlf. 7232 2600) og laver en aftale om det. 

5 Hvordan skal maden opvarmes?

Retterne er pakket i hver sin engangsbakke i plast, og forseglet med klar film. Bakkerne med mad skal opbevares i køleskabet ved højst 5 °C. 

Maden opvarmes bedst i en mikrobølgeovn. Sådan gør du:

  1. Stil bakken med mad på en middagstallerken 
  2. Lad filmen sidde på bakken, men prik et par huller i filmen med en gaffel
  3. Stil tallerkenen med bakken ind i mikroovnen og tænd på fuld effekt 5-6 minutter for en hovedret og 2-3 minutter for en varm biret
  4. Lad maden blive stående i mikroovnen 1 minut efter opvarmningen er slut
  5. Tag filmen af bakken (pas på, den er meget varm). Anret maden pænt på den varme tallerken og pynt gerne med lidt frisk tomat eller krydderurter.
Logo